Værdier og målsætninger
Værdigrundlag
-
Hverdagen på KOMPASSET forløber overordnet i en velorganiseret struktur, som lægger vægt på både undervisning, værkstedsarbejde, fritidsaktiviteter, huslige gøremål og samtaler med psykolog. Ligeledes er der mulighed for besøg og telefonsamtaler, såfremt der er givet tilladelse hertil af retten/myndighed. Selve strukturen skal samtidig understøtte en udvikling mod hensigtsmæssig udnyttelse af døgnets timer.
Velorganiseret struktur
Undervisningen er et centralt element i hverdagen og fungerer alle hverdage hele året fra 9.00-12.00 og igen fra 13.00-15.00. På KOMPASSET er der også mulighed for forskellige værkstedsaktiviteter i fritiden fx musiske og diverse kreative aktiviteter. Der er også gode muligheder for sportsaktiviteter, såvel inde som ude på de indhegnede boldbaner. Overordnet er et fokus med fritidstilbuddet, at de unge får afsøgt muligheder, og eventuelt får interesse for aktiviteter, der kan bidrage til en hensigtsmæssig brug af fritid efter endt ophold. Samtidig understøtter den fysiske udfoldelse en naturlig træthed, der kan skabe indre og ydre ro, og intentionen om at opretholde en hensigtsmæssig døgnrytme. Aktiviteter kan foregå individuelt og i hold. Der er skemalagte fritidsmuligheder men også mulighed for at udfolde sig mere frit i bohuset, når dagsstrukturen giver mulighed herfor. I hvert hus er der således gode muligheder for spil og hygge, ligesom man kan trække sig på eget værelse, hvis barnet / den unge har behov for privatliv.
Hverdagen
Hverdagen på KOMPASSET bæres af overvejende faguddannet socialpædagogisk personale, der gennem alle aspekter af hverdagen dels foretager udredende pædagogisk observation, dels iværksætter socialpædagogiske indsatser, afstemt efter den enkelte unges udviklings- og støttebehov. Som led heri tilbydes bl.a. ART (Aggression Replacement Training; kognitivt program rummende bl.a. vredeshåndtering og moralsk ræsonnement) og PAV (Projekt andre valg; et forbehandlingsprogram vedr. misbrug). Der afholdes intern status og husmøder, hvor den unge inddrages og oplever medborgerskab, således at størst mulig grad af indre styring understøttes.
Et væsentligt element i hverdagen er endvidere mulighed for samtaler med Kompassets psykolog. Ud over at lave screening af de unge med henblik på afdækning af behov for psykiatrisk udredning, varetager psykolog psykoedukation og undervisningsforløb i forhold til de unges specifikke vanskeligheder, med henblik på indlæring af nye handlemønstre.
Endelig vil der i hverdagen, såfremt dette er fastsat af retten/anbringende myndighed, være mulighed for planlagte besøg af, eller telefonsamtaler med, netværk og forsvarer, eller afhøring af politi. Der er til dette formål indrettet et særligt besøgsrum, som både er indrettet til hyggeligt samvær, og er forsvarligt sikret. Kompasset prioriterer i den forbindelse samarbejdet med forældremyndighedshaver højt, når et sådant samarbejde er muligt. Denne prioritering skyldes, at det nære netværk er oftest af markant betydning for den unge, og er nøglepersoner i den videre udvikling og trivsel efter endt ophold på en sikret institution.
-
Den Sikrede Institution KOMPASSET skal i sin essens på alle niveauer kendetegnes ved at være et tilbud i faglig særklasse. Det er dette udgangspunkt, værdigrundlaget funderer sig på.
Det er et vilkår på den sikrede institution, at de unge er underlagt en magtinstans eller ydre styring, idet de er frihedsberøvede under opholdet, ligesom en dagsstruktur regulerer hverdagen.
Fundamentale formål
Det mest fundamentale formål med den socialpædagogiske indsats er imidlertid at igangsætte en positiv personlig og social udvikling, med henblik på at den unge på længere sigt får de bedst mulige vilkår for at mestre sin egen tilværelse. Det er her essentielt, at den unges egen motivation stimuleres og understøttes, da motivation er en forudsætning for mestring af egen tilværelse.
Lidt akademisk sagt, er den sikrede institution således i sin grundsubstans udspændt mellem to modpoler, i et grundparadoks, hvor Den Sikrede Institution KOMPASSET placerer sig midt imellem modpolerne. Den udfordring, værdierne skal afspejle og tage afsæt i, er at finde i den paradoksale grundforudsætning, og i den kontinuerlige afsøgning af den optimale, midtcentrerede balance mellem yderpolerne.
Det kan være et stort aktiv, at institutionen er sikret. Ofte bruger unge, som er anbragt på åbne institutioner meget tid på at forholde sig til det, der ligger udenfor institutionen på en negativ måde, eksempelvis med rømninger til følge.
I mange tilfælde kan modsætningen mellem polerne derfor siges at ophæve sig selv, idet netop frihedsberøvelsen kan ses som et ”frikvarter”, hvor der frisættes fra pres fra eksempelvis jævnaldrendes negative indflydelse. Hermed kan den unge opleve det lettere at fokusere på egne udviklingsbehov. Den socialpædagogiske praksis skal i det tilfælde således understøtte den unges egen oplevelse, og bygge videre herfra.Offentlig og politisk bevågenhed
De sikrede institutioner har stor offentlig og politisk bevågenhed, blandt andet som følge af at der er tale om en målgruppe, som udgør en stor samfundsmæssig udfordring, og til tider har begået kriminelle handlinger som har skabt uro i såvel lokalmiljøet og i medier. Ud over ansvaret i forhold til målgruppen betyder det, at der også er et stort samfundsmæssigt ansvar på alle niveauer forbundet med opgaven på Den Sikrede Institution KOMPASSET.
Gennem stor opmærksomhed på sikkerhedsopgaven, og dermed den omhyggelige varetagelse af alle sikkerhedsprocedurer, vægter Den Sikrede Institution KOMPASSET varetagelsen af trygheden for det omgivende samfund.
Behovet for stor sikkerhed stiller samtidig indadtil store fordringer til fokus på personalets sikkerhed og arbejdsmiljøet, hvilket kontinuerligt skal præge dagligdagen på institutionen, således at der proaktivt og engageret arbejdes med udviklingen af et godt arbejdsmiljø, med opmærksomhed på, og omsorg for, personalegruppen og den enkelte medarbejder. Der skal dermed skabes sikkerhedsmæssigt forsvarlige og attraktive arbejdspladser.
Det er ligeledes en fordring i kraft af målgruppen, at der til hver en tid er stor åbenhed om opgavevaretagelsen generelt og i henhold til sikkerhed, både på et naboskabsniveau, samt i forhold til øvrige interessenter i det omgivende samfund.
Specifikt i relation til politi og retsvæsen, skal tilgangen fra Den sikrede Institution KOMPASSET på alle måder være samarbejdsorienteret, således at der fra institutionens side er lydhørhed overfor ønsker og behov til institutionen.
I særdeleshed er anbringende myndighed en afgørende samarbejdsaktør, som Den Sikrede Institution KOMPASSET har opmærksomhed på i alle facetter af arbejdet med de unge. Målet er således, at myndighed gives det bedst mulige udredningsmateriale, som kan fungere som redskab for de videre beslutninger efter endt ophold.
Kommunen skal opleve sig inddraget og taget med på råd undervejs i forløbet, eksempelvis i samarbejde omkring foreliggende handleplan. Hermed opnås de bedste forudsætninger for, at den indsats, myndighed peger på efter endt ophold, kan realiseres. -
Den Sikrede Institution KOMPASSET skal i sin essens fremstå med udpræget og markant kvalitet på både et brugerorienteret, et fagligt og et organisatorisk niveau.
Denne kvalitet skal komme til udtryk gennem implementeringens af kerneværdierne professionalisme, ordentlighed og lydhørhed.
Professionalisme betyder konkret, at medarbejderne på institutionen samlet må besidde en højt specialiseret og bred specialviden om målgruppen og de relevante pædagogiske metoder på feltet.
På den sikrede institution fordres en ekstraordinær fagviden, idet målgruppen primært kendetegnes ved behov for et sikret tilbud, hvilket kan dække over store forskelligheder i problembillede og ressourcer, og dermed fordre markant individuelle pædagogiske indsatser.Professionalisme
En forudsætning for at kunne etablere en individuel plan for de unge er derfor, at der er udpræget og specialiseret teoretisk indsigt, også i kraft af at et centralt aspekt i anbringelsen er et observations- og udredningsarbejde, som også kan fungere som et redskab for hjemkommunen efter endt ophold på institutionen.
Til professionalisme hører også en kunnen, altså at den teoretiske viden ikke blot er til stede, men at den også omsættes i praksis. Det kræver gode personlige kompetencer, idet teori også må hvile på indføling og afstemning af metoder, set i forhold til den enkelte situation og aktuelle stemning. Men også gode formidlingskompetencer, således at den aktuelle viden kan fællesgøres, og også skriftliggøres i udredninger til samarbejdspartnere.
Endelig er villen et væsentligt element i professionalismen på Den Sikrede Institution KOMPASSET. Den enkelte medarbejder, og personalegruppen som helhed, skal være præget af engagement i at gøre en forskel for den unge ved at bringe sin viden i spil i en etisk fordring, hvor formålet er, via et udredningsarbejde, at støtte den unge på næste skridt ad vejen mod at opnå mest mulig mestring af eget liv.
Værdier
Ordentlighed er ligeledes en central værdi, som dækker over mellemmenneskelig opmærksomhed, social bevidsthed og ansvar.
Ordentlighed skal gennemsyre arbejdet med den enkelte unge, i bevidsthed om den etiske fordring der ligger i, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden vi holder en del af dette menneskes liv i vores hånd.
Ligeledes skal ordentlighed præge samarbejdet mellem medarbejdere, hvor ordentligheden er forudsætningen for kollegial tryghed og fællesskab.
Og ordentlighed skal præge tilgangen til eksterne samarbejdspartnere, eftersom vi som professionelle er givet et særligt samfundsmæssigt ansvar, som vi har en etisk pligt til at tage bedst muligt vare på.
Endelig er lydhørhed som værdi en forudsætning for at opretholdelse af balancen i krydsfeltet mellem ydre styring og selvstændig mestring. Lydhørheden sikrer, at den ydre styring, der ligger som et grundvilkår på den sikrede institution, ikke risikerer at overskygge formålet. Lydhørheden betyder, at vi altid må forsøge at forstå det, den enkelte unge forstår. I lydhørhed at søge at forstå den unges egen forståelse af sig selv og sine handlinger er fundamentet, det pædagogiske arbejde må tage afsæt i, og forudsætningen for at formålet kontinuerligt holdes for øje.
Kerneværdierne professionalisme, ordentlighed og lydhørhed er således fundamentet og udgangspunktet for det pædagogiske grundlag, der arbejdes ud fra på Den Sikrede Institution KOMPASSET. Samtidig er værdigrundlaget det, der sikrer, at arbejdet på institutionen gennemsyres af både brugerorienteret, faglig og organisatorisk kvalitet.
Opdateret