Johannes Riis Cross modtager EliteForsk-rejsestipendium
Johannes Riis Cross forsker i, hvordan fysiske, sociale og kognitive faktorer påvirker funktionsevnen hos ældre med Alzheimers, der bor i eget hjem.
Én ud af tre ældre over 85 år har Alzheimers demens, og i takt med at sygdommen udvikles, reduceres den ældres funktionsevne, og dét har store implikationer for livskvaliteten.
- I projektet undersøger jeg, hvordan vi bedst kan støtte demensramte i at klare sig selv og bevare det i livet, der betyder mest for dem og deres familier. Målet er at udvikle målrettede indsatser, der kan bidrage til at bevare livskvalitet hos denne store gruppe sårbare ældre, fortæller Johannes Riis Cross.
Hans interesse for forskning i ældre patienter opstod tidligt i studietiden, og i arbejdet som læge på Geriatrisk Afdeling oplevede han de alvorlige konsekvenser af demens på nært hold.
- Her udviklede jeg min passion for området og min beslutning om at dedikere min forskningskarriere til at skabe viden til gavn for demensramte og deres familier, så de får den bedst mulige behandling og støtte i en meget belastende livsfase.
Samarbejde med engelske topforskere
Med stipendiet får Johannes Riis Cross mulighed for at rejse til England, hvor han på University College London skal arbejde med nogle af de førende internationale forskere inden for området.
- Gennem et tæt samarbejde med kolleger i Nottingham og London har vi etableret rammerne for, at jeg kan udvikle på data fra ét af de største studier om demens hos ældre. De høje leveomkostninger betyder, at det næsten ville være umuligt for mig at gennemføre udlandsopholdet uden rejsestipendiet, siger Johannes Riis Cross.
Udlandsopholdet vil ikke kun styrke Johannes’ faglige kompetencer, men også give ham værdifulde erfaringer, som han kan tage med sig hjem og bruge i det danske forskningsmiljø. Og så er det en enestående mulighed for både at få ny viden og opbygge relationer, der kan føre til langvarige internationale samarbejder, siger han:
- Det betyder utrolig meget for mig, da det åbner op for muligheden for at arbejde i et forskningsmiljø, som vil gøre mig endnu dygtigere og give mig nye perspektiver på mit ph.d.-projekt, siger han.
Der er uddelt i alt 17 EliteForsk Rejsestipendier, der hver lyder på 200.000 kr., som modtagerne skal anvende til at gennemføre længerevarende studieophold ved stærke internationale forskningsmiljøer. Læs mere om prismodtagerne her.