Flere faktorer styrker den nordjyske lægedækning de kommende år
God udvikling i gang
Antallet af speciallæger i Region Nordjylland stiger støt de kommende år. I 2030 vil der være op mod 145 ekstra speciallæger i almen medicin i regionen. Det viser Region Nordjyllands fremskrivning.
Gennem flere år har Region Nordjylland været ét af de områder, hvor der har været mangel på speciallæger i almen medicin, som også er de læger, der er i de praktiserende lægepraksisser. Men nu er der flere faktorer, der er ved at ændre billedet.
- Det er en god udvikling, som vi har arbejdet på længe, og det er godt at se, de forskellige tiltag nu bærer frugt. Hele Nordjylland har behov for flere læger, og at det nu sker, er vi glade for, siger Mads Duedahl (V), regionrådsformand for Region Nordjylland.
- Med udsigten til flere læger i de nordjyske lægepraksisser får vi en styrket lægedækning i landsdelen, som vil få betydning for alle - uanset om man bor i eller udenfor byerne. Det er særligt de mindre lokalsamfund, som bliver tilgodeset, og det glæder vi os over, supplerer Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Forårsaftale og flere uddannelsesstillinger
Der er flere årsager til, at udviklingen vender i løbet af de kommende år. Blandt andet indeholder den for nyligt præsenterede forårsaftale, som er en del af sundhedsreformen, flere tiltag, som vil øge antallet af speciallæger i Nordjylland.
-
Fra 2026 udbydes 130 flere speciallægeuddannelser om året på landsplan – heraf 50 forløb i almen medicin. Derudover laves 30 ekstraordinære forløb, hvor forløbene i almen medicin placeres i områder med lægedækningsudfordringer.
-
85 millioner kroner i 2025 og 163 millioner kroner i 2026 til økonomisk støtte til områder med svag lægedækning i det almene medicinske tilbud.
-
Ansættelsesloft af speciallæger hos landets universitetshospitaler - undtaget Aalborg Universitetshospital, som er tildelt et vækstrum på fire procent frem mod april 2026, mens også matriklen i Thisted er helt undtaget.
-
440 millioner kroner til nybyggeri, ombygning og renovering af eksisterende fysiske rammer i Region Nordjylland.
- Det er glædeligt, at man har kigget Nordjyllands vej i udformningen af aftalen. Først og fremmest får vi uddannet flere speciallæger i yderområderne. Samtidig betyder ansættelsesloftet, at lægedækningen bliver mere ligeligt fordelt, så der også bliver tiltrukket flere speciallæger til vores nordjyske yderområder. Det er et godt skridt i den rigtige retning, og det kommer til at gavne alle nordjyder, siger Mads Duedahl.
Derudover har Region Nordjylland også fået andel i ulighedspuljen, som er en del af den netop præsenterede økonomiaftale for 2026. Her går pengene til de regioner, som har færrest læger i forhold til befolkningens størrelse, og Region Nordjylland får halvdelen af puljen, som svarer til 50 millioner kroner.
Udover en række tiltag der gavner Region Nordjylland, bliver lægeuddannelsen på Aalborg Universitet også styrket fra denne sommer. I det kommende studieår bliver der optaget 70 flere studerende på bacheloruddannelsen i medicin end hidtil. På sigt vil der derfor blive uddannet omkring 250 læger om året i Nordjylland, hvor omkring 85 procent af de nyuddannede læger bliver i landsdelen.
På landsplan vil der allerede fra næste år blive udbudt 1270 speciallægeuddannelser om året, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Kontakt
Pia Buus Pinstrup
Regionsrådsmedlemmer
1. næstformand Regionsrådet
Telefon
20 88 80 76Udgivet af
Jonathan Kjær Troelsen
Regionssekretariat
Pressekonsulent
Telefon
23 64 58 68