Forbehandling til misbrugsbehandling

Hovedparten af de børn og unge, der bliver anbragt på KOMPASSET har erfaring med euforiserende stoffer inden de anbringes (70 % har prøvet hash, 50% har prøvet andre stoffer).

På KOMPASSET får de nu mulighed for at blive stoffri i en længere periode og de tilbydes forbehandling til misbrugsbehandling. Forbehandlingen har til formål at afdække elevens behov for behandling og motivere barnet / den unge til at indgå i behandling efter opholdet på den sikrede institution. På KOMPASSET arbejdes ud fra metoden Prøv Andre Valg, som er samlet i Kompassets PAV-forløb.

 

PAV forløb

Et PAV-forløb på KOMPASSET er et individuelt samtaleforløb, som har til formål at motivere barnet / den unge til at indgå i misbrugsbehandling. Typisk vil det være 5-8 samtaler, hvor barnet/den unge får mulighed for at fortælle om egne erfaring med alkohol og stoffer. PAV-forløbet indeholder desuden undervisning i hvilke følger alkohol eller stoffer kan have, hvordan alkohol eller stoffer har været en hjælp og hvilke problemer det har skabt for barnet / den unge. PAV-forløb har også fokus på barnets / den unges drømme og ønsker for fremtiden.

Der vil desuden være fokus på brobygning til fremtidig misbrugsbehandling ligesom KOMPASSET også samarbejder med misbrugsbehandlere, hvis barnet / den unge allerede er i behandling, når vedkommende anbringes på KOMPASSET.

 

PAV gruppeforløb

Der tilbydes også med jævne mellemrum PAV-gruppeforløb på KOMPASSET. Et PAV-gruppeforløb på KOMPASSET er 6 sessioner.

Gruppeforløbet tilrettelægges som en metode til at arbejde med de unges værdier, holdninger og adfærd sat de sociale dynamikker mellem dem. Det kan også bruges som forberedelse til at den unge kan indgå i misbrugsbehandling (individuel eller gruppe) på sigt.

Gruppeforløbet kan give de unge et forum hvor de kan spejle sig i andre og udvikle sig sammen. De kan tale om og reflektere over egne og andres erfaringer. De kan drøfte dilemmaer, holdninger, værdier og adfærd. De kan også, hvis det vurderes relevant og hensigtsmæssigt, drøfte samspillet i gruppen med henblik på at få nye perspektiver på egen og andres adfærd. I gruppeforløbet er det de unges perspektiver, som er i centrum. Det er deres erfaringer, holdninger og følelser, som skal anerkendes, udforskes og udfordres.

Læs mere om PAV her: https://socialstyrelsen.dk/nyheder/2019/move-effektiv-behandling-af-unges-rusmiddelprobleme/behandlingsmetoder