Tilsyn med telemedicin til borgere med KOL gennemført i Nordjylland

I efteråret 2024 varslede Styrelsen for Patientsikkerhed at der ville komme et landsdækkende tilsyn med telemedicin til borgere med KOL. Via linket er der mere information om tilsyn og de målepunkter der er anvendt i den forbindelse: Tilsyn med TeleKOL | Styrelsen for Patientsikkerhed

I løbet af de seneste par måneder har Styrelsen gennemført de 5 planlagte tilsyn i Nordjylland. Det er sket i Hjørring, Aalborg, Mariagerfjord, Thisted og Jammerbugt kommuner. Som følge af organiseringen i de udvalgte kommuner har der derfor været tilsyn på henholdsvis sundhedscentre og i sygeplejen.

Alle 5 tilsyn konkluderer, at der ikke er problemer ift. patientsikkerheden og tilbuddet på tværs af kommunerne, ” fremstod sundhedsfagligt velorganiseret med gode procedurer og høj grad af systematik, og vi identificerede ikke problemer af betydning for patientsikkerheden”.

Det er også positivt at konstatere, at de borgere som er interviewet i forbindelse med tilsynene alle har givet udtryk for tryghed ved det telemedicinske tilbud. Der er gennemført interviews med i alt 10 borgere (2 i forbindelse med hvert tilsyn).

Den overordnede konklusion for hvert af de 5 besøg er:

”Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden. Vurderingen af patientsikkerheden er baseret på observationer og interview vedrørende TeleKOL ved det aktuelle tilsyn. Vi konstaterede, at alle målepunkter var opfyldt. ….fremstod sundhedsfagligt velorganiseret med gode procedurer og høj grad af systematik, og vi identificerede ikke problemer af betydning for patientsikkerheden. Ved interview af to patienter fremhævede begge trygheden ved at anvende TeleKOL i deres behandlingsforløb”.

Tilsynsrapporter | Styrelsen for Patientsikkerhed (vælg tema TeleKOL)